Royal Danish Air Force Airshow 2012
100 året for dansk militærflyvning.
Søndag d. 10. juni 2012 afholdteDet Danske Flyvevåben Airshow 2012 på Flyvestation Ålborg og Airshowets tema var ”100-året for dansk militærflyvning”.
Det er nu 100 år siden, at Danmark modtog sin første militære flyvemaskine ”Glenten” til Nordens første militære flyvestation, der var placeret på Kløvermarken på Amager.
Derfor var der blevet lagt stor fokus på de historiske fly, som havde tjent i Det Danske Flyvevåben. Man kunne se at Flyvevåbnet havde gjort en ekstra indsats for at få så mange historiske fly til Airshowet, i luften såvel som på jorden.
Som tidligere år bestod Airshowet 2012 af to arrangementer, en spotterdag og selve Airshowet.
Spotterdagen giver flyentusiaster en ekstra mulighed for at se og fotografere flyene samt chancen for at få en snigpremiere på det forrygende luftcirkus.
Spotterdag
Spotterdag kræver tilmelding, og er kun åben for et begrænset antal flyentusiaster. Der er 200 pladser til spotterdagen, og kører efter først-til-mølle-princippet.
Portene blev åbnet kl. 9.00, hvorpå man blev indregistreret. Herefter blev man kørt til en hangar hvor man blev briefet omkring dagen, hvilke retningslinjer der skulle overholdes samt inddelt i teams.
Som tidligere år fik man valget om at komme rundt og se static-områder før spotterpladsen, eller man kunne blive kørt direkte ud på spotterpladsen uden at se static. Spotterpladsen er et område, som giver flyentusiaster de bedste muligheder for at fotografere de trænede fly. Briefingen tog ca. en time og vi var på vej.
På static-området havde man de bedste muligheder for at tage anderledes billeder, af både fly og det tekniske personale som arbejdede hårdt for at klargøre flyene til Airshowet. Der var megen aktivitet i området, fly blev bugseret eller taxiede til deres udstillingsplads og andre fly ankom.
Da Airshowet fejrede 100-året for dansk militærflyvning, var der et stort udvalg af flytyper som tidligere havde fløjet i Det Danske Flyvevåben. Static-området bar også præg af 100 års temaet, men de nyere fly var også godt repræsenteret, og da Flyvestation Ålborg er en transportbase var der også flere forskellige typer transportfly. Flytyperne varierede fra Nielsen & Winther fra 1912 til topmoderne kampfly som EF-2000 Typhoon, eller transportfly som C-17 Globemaster.
Senere var der mulighed for at blive transporteret ud på et specielt område meget tæt på fight line, hvor man havde rig mulighed for at filme, fotografere eller bare nyde de mange trænede fly. Vejret var desværre ikke optimalt, men ganske interessant at stå i centrum af opvisningsområdet.
Airshowet
Søndag var den dag hvor det hele skulle løbe af stablen, men desværre var vejret ikke samarbejdsvilligt, og der stod regn på programmet det meste af dagen.
Dagen startede med kun få regnbyger og en rimelig skyhøjde, som ikke forhindrede Det Danske Flyvevåbens F-16 fly i at starte showet.
Det blev hurtigt efterfulgt af flere fly, som trodsede vejret og gik i luften for at vise deres ”Low display” (lav opvisningprogram), til stor glæde for det fremmødte publikum. Heriblandt Estonian Air Force L-39 Albatros, Flyvevåbnets Baby Blue, den svenske Gripen, Det Belgiske Flyvevåbens F-16 Display team, kroatisk opvisningshold Wings of Storm, schweiziske Patrouille Suisse samt flere.
Flyvevåbnets obligatoriske 16x F-16 overflyvning blev på grund af det lave skydække afløst af forbiflyvning af 16 F-16 fly to og to.
Desværre gjorde det dårlige vejr, at nogle af de planlagte fly blev aflyst på grund af de lave skyer, regn og dårlig sigtbarhed. Det polske MIG-29 fly som var ét af højdepunkterne, det franske opvisningshold Patrouille de France, og det tyrkiske opvisningshold Turkish Stars valgte at aflyse.
Det hollandske F-16 display team valgte ligeledes at aflyse sit display efter at have været i luften for at se på vejrsituationen. Men piloten foretog et par forbiflyvninger til ære for publikummet.
Arrangørerne Aalborg Transport Wing havde planlagt et brag af et airshow med en god blanding af fly for alle aldre og temperamenter. Hele 138 fly var tilmeldt, uheldigt at vejret ikke artede sig.
På trods af vejret havde omkring 85.000 tilskuere alligevel fundet vej til Ålborg. Vi må håbe, at vejret vil være bedre til Flyvevåbenets Airshow 2014 på Flyvestation Karup.