Draken Meet 2011

Det årlige Draken Meet blev afholdt lørdag d. 10. september 2011.  Der var i år lavet et super program, hvor der ikke blev sparet på noget.

 

Klokken 9.00 mødtes de 58 tilmeldte ved hovedvagten, hvorefter turen normalt ville have gået op til den gamle motor-prøvestand. Men på grund af det store fremmøde til årets Draken Meet, var morgenkaffen flyttet til Air Force Training Center.

Her blev man budt velkommen og fik en kort information om dagens program.

 

Herefter gik turen ud til den gamle trimplads, hvor AT-158 allerede stod klar.

Men før at den gamle drage skulle startes op, stod den på miniopvisning med en norske Cessna L-19 Birddog som bestod af lowpass plus diverse drej i lav og høj højde.

 

 

Picture Picture Picture

 

Efterfølgende kom Eskadrille 722 forbi med en EH101 Merlin helikopter, som ligeledes lavede en lille opvisning. Her viste helikopteren manøvredygtighed med skarpe drej og overflyvninger, så jorden rystede. Man kunne nemt føle trykket fra rotorbladene, når den ca. 11 tons tunge helikopter fløj over éns hoved for fuld skrue i ca. 30 fods højde.

Det var simpelthen helt ubeskriveligt. Opvisningen var uden at sige for meget, den bedste og mest spektakulære Merlin-opvisning, jeg nogensinde har set.

 

Efter Eskadrille 722s opvisning var det endelig blevet tid til at få den gamle drage startet op.  Opstarten af AT-158 gik smertefrit, og den gamle drage var atter en gang bragt til live.

Flyets motor sendte efterfølgende en ca. 6 meter lang orange flamme ud af flyets nozzle, da flyets efterbrænder blev tændt. Små 10 minutter efter opstarten blev AT-158 slukket, og det var tid til middagsmad.

 

Den oprindelige plan var, at fødselaren AR-113 som fyldte 40 år skulle have været startet op. Men desværre var den stædige dronning ikke helt enig med Draken Teams bestyrelse. Over foråret og sommeren havde AR-113 voldt en del problemer med dens nye starter. 

Selv om det lykkedes efter flere forsøg at få startet AR-113 op, blev det besluttet at flyet ikke skulle startes op på dagen. Vi må håbe, at AR-113 er 100 % klar til næste år.

 

Picture Picture Picture

 

Sidste event på dagen var et besøg ved Eskadrille 722, som startede med et interessant foredrag omkring eskadrillens historie samt et uddrag af de mange forskellige opgaver eskadrillen løser.

Foredraget blev efterfulgt af en rundvisning i én af eskadrillens hangarer, hvor man fik mulighed for at kigge nærmere på en EH101 Merlin.

 

Derpå sluttede et godt planlagt Draken Meet 2011 med masser af gode oplevelser.

 

 

Copyright © 2014 www.Stall.Dk. All rights reserved